|
 
Lad mig lige slå fast, at jeg har det set som en gris i et mudderbad (af hensyn til eventuelle københavnske læsere vil jeg lige sige, at mudderbade er noget grise rigtigt godt
kan lide, så det betyder "dejligt") med mine helt jordnære klassiske biler - særligt som følge af gårsdagens fine bilhandel, som jeg nok skal komme tilbage til.
Men min flittige kommentator Lars skrev i en kommentar dog noget om bildrømme og henviste til et dejligt Oscar Wilde-citat: "We are all lying in the gutter, but some of
us are looking at the stars". Og engang imellem kigger jeg da også op fra mudderbadet og opdager et stjerneskud på aftenhimlen. Smukt, men uopnåeligt.
Af Claus Ebberfeld
Sådan havde jeg det forleden, hvor jeg så at min absolutte drømmebil over alt er til salg. Og jeg mener over alt: Dén jeg ville vælge, hvis jeg kun måtte vælge én,
dén til den øde ø, til resten af livet, den eneste ene og så videre og så videre. For mange indlæg siden skrev jeg vist, at min yndlingsbil var et Zagato-design, og
jeg havde håbet, at nogle ville spørge "men hvilken dog?". Det skete ikke, men nu skriver jeg altså om den alligevel: Jeg skal simpelthen ud med det.
Det drejer sig om intet mindre end en 1956 Maserati A6G/54GT Zagato Coupé. Oooooh, alene navnet giver mig myrekryb! Netop dén model har været min ultimative drømmebil
så længe jeg kan huske - ikke bare en hvilkensomhelst af de omkring 60 A6G'ere, nænej: Én af de 20, som Zagatos klædte i deres ultrapotente aluminiumskarosseri. Det er
svært at forklare hvorfor, men ingen bil tænder mig mere end denne Zagato-Maserati, INGEN. Jeg kan dårligt skrive rent af bare ophidselse, så se selv på billederne for at
prøve at forstå hvorfor, for en mægtig stor del af denne utrolige tiltrækningskraft ligger i karosseriet.
Enkelt, stramt, stærkt, let, funktionelt, dynamisk, aggressivt,
dyrisk, maskulint, råt, farligt, agil - der er så ufatteligt mange facetter i det karosseri og dets detaljering, at jeg er sikker på, at jeg ville kunne nyde det resten af
livet.
Og én af de ting, der tiltaler mig allermest ved denne skønhed, er det paradoksale, at designet dissekeret ned i enkeltheder faktisk godt kan anfægtes. Er kølergabet
ikke rigeligt stort? Kofangerne ligeså? Vinduere for lave? Akselafstanden for lang? Sideudluftningen for bastant?
Det svarer bare til at hænge sig i, at Rolling Stones ikke
spiller teknisk særligt godt. At Sean Connery ikke er ung længere. At Marilyn Monroe var lidt kraftig. At Arnold Schwarzenegger har en accent. At Cindy Crawford har en
skønhedsplet. At Bruce Lee var senet. At Johnny Rotten ikke kunne synge. Det er ikke det, det handler om. Det handler om helheden, ikke petitesser og detaljer. Og for mig er
helheden i denne Zagato sublim. Så uendeligt ophøjet og raffineret, at jeg kunne blive ved at tåge om det. Og så er jeg stadig kun kommet til karosseriformen!
Et par ord om farven: Bilen til salg er ikke kliché-rød, men grå: En multimillion-klassiker med de stolteste italienske aner, og så er den ikke rød men musegrå?
Det er simpelthen på én og samme gang så afdæmpet diskret og nærmest direkte provokerende at det yderligere giver gåsehud. Selvmodsigelsen går igen indvendigt, for denne bil,
hvis form lugter så meget af race, er indvendigt trimmet i det mest diskrete blå læder man kan tænke sig: Et strejf af farve som modvægt til det ydre, og så alligevel
så nænsomt og stilsikkert, at man skulle tro en kvinde havde valgt det.
Og teknik er der jo også under formerne: A6G/54GT var fra Maseratis side tænkt som en gadebil, men den er en aflægger af den åbne 2-liters racersportsvogn A6GCS fra 1953, og
deler hovedparten af teknikken med raceren. Maserati ville bare tjene lidt penge til af finansiere racerindsatserne ved at sælge gadebiler også. Da slægtskabet var så tæt
havde GT'eren også sportslige talenter, og den lille rækkesekser med dobbelt tænding og -knaster ydede op imod 160 hestekræfter: Den godt 800 kilo lette bil havde racerens
gode køreegenskaber, og var en succes som weekendracer for datidens rigmænd.
Endelig er der jo selve historien: I halvtredserne var Maserati simpelthen på toppen af verden med succes i Grand Prix-racing, i sportsvognsløb, i GT-klassen - og det niveau
blev aldrig nået igen. I sluthalvtredserne fik gadebiler mere fokus, og den dyre racersport mere eller mindre lagt på hylden. Maserati havde slået navnet fast, og ingen var
i tvivl om, at det lille italienske mærke var blåt blod ud af bilernes mest elitære cirkler.
I mine øjne ligger al den historie, arv og magi i denne Zagato - og oser ud af hver en pore på den. Mageløst, ganske enkelt mageløst. For mig er der intet over, og intet
ved siden af. Basta.
Af Claus Ebberfeld
www.triumphracing-dk.blogspot.com
Claus Ebberfeld kører Triumph Spitfire, GT6 og 2.5PI,
men synes det er ok at blogge på CuoreSportivo.dk,
da de alle tre er designet af italienske Michelotti ;-)
Læs tidligere indlæg i bloggen HER
|
|
|
