 
Cuoresportivo.dk har som bekendt officielt fået selskab af det danske Lancia-folk, og det er jo ikke det værste, der kan ske. Vi Alfa Romeo-entusiaster (og Fiat-elskere) er i forvejen ganske vant til at være i mindretal, og jeg går i sagens natur ud fra, at Lancia-entusiaster er endnu mere vant til at føle sig i undertal, end vi er. Lanciaer er sjældne her til lands, og dette gælder ikke mindst hovedrolleindehaveren i dette indlæg, nemlig den charmerende og særegne Lancia Fulvia. Jeg har længe næret et ønske om at prøve en Fulvia, og pludselig en dag fik jeg muligheden for det.
Tekst: Heine LC (HLC), billeder: Heine LC
Et charmerende syn!! To italienske ikoner fra en svunden tid side om side (mens GTV6'eren bliver tanket, sjovt nok).
|
En klassiker til Heine (?)
Nogle vil vide, at jeg inden for det seneste år har interesseret mig en hel del for klassikere, primært italienske naturligvis. Ja der er sågar nogle flinke og betænksomme individer, der har oprettet en såkaldt Facebook-gruppe med navnet "En klassiker til Heine", og formålet bag den er at få mine mentale luftkasteller om køb af en gammel italiener som supplement til V6'eren til at forvandles til virkelighed. Sweet.
For at gøre en længere og småkedelig historie kort er mine drømmerier desangående langsomt blevet slebet til af tidens tand, og de klassiker-kandidater, som jeg stadig betragter som levedygtige og ikke mindst realistiske, er primært and in no particular order:
- Alfa Romeo GTV Bertone (alle varianter)
- Alfa Romeo Alfetta GT (altså 2000 GTV - er jeg MEGET glad for)
- Alfa Romeo GTV6 (som den, jeg beskrev i et af de foregående indlæg)
- Fiat 124 Spider og sidst, men ikke mindst
- Lancia Fulvia.
Træder vi ud af den realistiske verden og ind i en bedre, kommer følgende kandidater op (blandt andre):
- Alfa Romeo Montreal
- Fiat 131 Coupé
- Fiat Dino Coupé
- Fiat Dino Spider
- Maserati Khamsin og Bora
- Meget andet lækkert
- Suk...
De fleste af ovennævnte biler har jeg prøvet, dog mangler jeg stadig at prøve en Alfetta GT (anyone?). Indtil for nylig havde jeg heller ikke prøvet en Lancia Fulvia, men det blev der heldigvis lavet om på gennem en venlig herres aktive indgriben.
Træf ved Atletion
Man har her i det sydlige Århus etableret et tilbagevendende biltræf-arrangement som vel er en form for pendant til det mere etablerede nordårhusianske ditto, der hver tirsdag afholdes ved Kalø Vig i sommermånederne. Dette træf afholdes ved Atletion hver torsdag og kan til tider være ganske velbesøgt, når man tager i betragtning, at det ikke har eksisteret før i år, og jeg kan naturligvis anbefale at troppe op til det. Af og til kigger Nüchel forbi min indkørsel i den sorte GTV6, og vi kører et smut ned til Atletion-træffet for at se lidt på nogle spændende biler. Det holder jo ikke helt at troppe op til et træf for specialbiler i en sort 156 SW, så det er helt cool at blive fragtet i en skrøbelig firsergryde.
|
Hver torsdag aften afholdes træf for gamle og/eller specielle biler ved Atletion i Århus!
Fruen og jeg afhentes på statelig vis. En decideret overflod af italienske klassikere gør, at vi kører med en hver. Jeg tager med i GTV6, og Pernille i gul Alfasud. Vi har tilmed hver vores chauffør. Det kan ikke blive fint nok!
|
Til et af disse arrangementer var der ud over andre sjove biler troppet en flot, mørkerød Fulvia op, og jeg faldt hurtigt i snak med ejeren, der som 90% af alle andre klassikerejere (viste det sig) hedder Peter. En pæn andel af de klassikereejere, der hedder Peter, bor desuden i Højbjerg - en interessant demografisk betragtning. Nå, men jeg fik hurtigt gjort ham opmærksom på, at jeg aldrig havde prøvet en Fulvia, og han tilbød mig til min store glæde, at jeg da kunne kigge forbi inden for nær fremtid og lave om på den sag, da vi ikke bor særlig langt fra hinanden. Fedt!!
|
 |
Masser af tynde pladedele og knirkende plastik
Nogle uger efter stødte vi ind i hinanden i den lokale Føtex, og vi aftalte, at det skulle være søndag i den kommende weekend. Samme lørdag aften modtog jeg en SMS fra et prominent medlem af det nationale forsvar (og Alfasud-ejer): "Er i Århus. Laver du noget i morgen?" Jeg kunne så svare, at det gjorde jeg såmænd ikke – ud over at jeg skulle ud at køre i en Lancia Fulvia. Derpå inviterede Ølholm begejstret sig selv og sin Sud, og faktisk endte det med, at Nüchel også kiggede forbi i den gode gamle GTV6.
Således kørte Ølholm, Nüchel, jeg selv samt min bedre halvdel afsted i en to-bils-kortege bestående af gammelt jern og blik garneret med knirkende plastik fra halvfjerserne og firserne til Peters indkørsel. Sidstnævnte viste sig heldigvis fra sin overbærende og gæstfri side og blev ikke synligt skræmt, da han blev præsenteret for ekspeditionens øvrige medlemmer og deres køretøjer. Det så egentlig ret godt ud, da de tre klassikere stod på rad og række – ironisk nok i farverne rød, sort og gul.
Vi besluttede hurtigt, at vi alle skulle køre afsted i en kortege bestående af disse tre biler. Ølholm og Nüchel benyttede lejligheden til en gang automotivt konebytteri, og vi andre kørte forrest i Fulviaen. Peter startede ud som chauffør for at køre den varm, men snart sad jeg bag rattet. Ruten gik ud på de sydårhusianske sogneveje, så man kunne mærke bilen arbejde.
|
Synet ud af bagruden i Fulviaen. Ølholm kører i Nüchels GTV6 og omvendt. |
Første parket til et lyskryds-grandprix mellem Ølholms Sud og Nüchels
GTV6 - hvem mon vinder? |
Hmmm det var vel, hvad man kunne forvente...
|
En gedigen køreoplevelse (med et lidt skasket ror)
Nu er der jo ingen tvivl om, at Peters eksemplar af Fulvia-racen ligger i den absolut pæne og gedigne ende af spekteret. Bilen er utrolig flot og holdt yderst original. Den er hentet i Italien sidste år og er en serie 1 fra 1968. Ganske som forventet var der tale om en utrolig enkel og meget adræt og elegant
køreoplevelse, naturligvis set i relation til bilens ret høje alder. Bilen er jo meget lille, faktisk så lille, at man faktisk kan nå bagruden fra førersædet, og den korte akselafstand får bilen til at føles meget kompakt og afbalanceret. Gearskiftet er overraskende fast og præcist til trods for en lidt lang vandring. Fulviaens V4-maskine er dejlig blød i gangen og trækker ganske fint over hele omdrejningsspekteret. Desuden lyder den friskt og godt, dog uden at være lydmæssigt prangende.
Min eneste rigtige anke på bilens køreegenskaber er styretøjet. Det er af snekke og rulle-typen og virker lidt vel slasket og med en god portion slør ved ligeud-position. Ifølge Peter skulle alle styretøjskomponenter være nogenlunde friske og ikke slidt på testeksemplaret. Fulviaens ikke helt optimale styretøj havde jeg dog allerede hørt om, inden jeg prøvede en Fulvia. Under sin testkørsel bemærkede Pernille desangående, at man "kunne køre James Bond-kørsel som i de gamle 007-film med Connery" – altså hvor der kører en film bagved, og personerne sidder og taler i bilen, mens de hele tiden drejer på rattet, uden at der sker noget...
Desuden føles bilen inde som ude vældig gedigen. Dørhåndtag, kontakter, lister osv. synes at være bygget og samlet på et højt kvalitetsniveau. Tør jeg sige det? Faktisk virker det overordnede kvalitetsindtryk til at ligge et enkelt hak over en tilsvarende Alfa fra samme periode. Det kan være, det bare er mig... Visuelt er Fulviaen jo meget elegant og helstøbt og gør det godt både på landevejen og foran de smarte cafeer, navnlig i det elegante serie 1-trim. Lancia Fulvia er med andre ord et meget værdigt bud på en klassiker. Det er ikke så sært, at mange sværger til denne gamle italienske charmetrold.
Efter ca. en halv times kørsel var vi ved at være tilbage igen. Vi havde besluttet at afslutte turen nede ved lystbådehavnen, hvor Claus Ebberfeld lige havde søsat sit nyeste projekt (i bogstaveligste forstand) ved navn Coimbra. Der var tale om en spektakulært flot svensk træbåd, som han for nylig har hentet i Sverige og altså nu efter en smule vedligehold har fået sat i vandet. Mere om det her. Vi parkerede således de tre italienere ved lystbådehavnen og fandt hurtigt Claus' båd. Claus var til stede, og vi invaderede den hurtigt – hvad byder du uventede gæster?
Alt i alt en utroligt hyggelig søndag. Tak til de medvirkende for det. Og ikke mindst tak til Peter for at give mig mulighed for at prøve hans lækre Fulvia. |
Den charmerende trio.
|
Peter og Ølholm.
|
Et ekstremt velholdt motorrum!
|
Om bord hos Kaptajn Nemo: Fra venstre er det Nüchel, Ebberfeld, Ølholm og Peter. |
Her har hele testholdet inviteret sig selv om bord hos Ebberfeld og er i færd med påstigning.
Der blev sluttet af med lidt frokost på havnen og en promenade. Fra venstre er det undertegnede, Ølholm og Nüchel. Looking good, Troels!
|
 |
Dette og andre lignende (og ikke lignende) indlæg kan også læses på Heines egen blog på www.lennart.dk/blog.
|
|
|
