 |
|
 |
|
|
|
|
|
Søndag den 08. Mar 2009 - Nyheder fra CuoreSportivo.dk
|
|
|
|
 
For nogen tid siden fik jeg lov at køre mærkekollegaens TR6'eren fra Randers og ud i fjerngaragen, dens foreløbige hjem. Nu er jeg derfor helt med på, hvorfor TR6'eren tiltrækker så mange englænder-entusiaster: Det er simpelthen indbegrebet af en klassisk herresportsvogn fra en svunden tid: I dag findes der jo ikke engang herresportsvogne mere, kun sportsvogne.
Spitfiren har fået nyt selskab af endnu en blå Triumph - storebror TR6
Men en TR6 skal man tage ved, bruge kræfter på, tænke over og vise respekt - og til gengæld belønner den med en herligt direkte køreoplevelse, hvor man mærker, at alt det man putter i den kommer tifold igen. Jeg skulle vænne mig til gearskiftet, som jeg på vej ud af Randers syntes var noget mere upræcist end i min gamle 2.5PI. Men på de sidste kilometer havde jeg fået taget på det, og nød at lægge en velplaceret nedgearing ind før kurverne. I det let fugtige vejr og i en anden mands nye bil kørte jeg naturligvis fornuftigt, men kunne sagtens mærke, at den faktisk styrede fint ind i kurver, og også stod godt fast igennem og ud af dem. Både i kurver og under ligeudkørsel kunne man mærke og høre ujævnheder forplante sig igennem bilen, men det virkede ikke som om det forstyrrede selve vejgrebet - i modsætning til en Spitfire, eksempelvis. Også bremserne virkede rigtigt gode - servovirkningen var overrraskende kraftig, men virkningen udeblev heller ikke, for TR6'eren stoppede som en moderne bil.
Alfa Romeo 156 - en af de få moderne biler, som siger mig noget: Der er ikke en dårlig vinkel på den bil
Motoren fortjener omtale for sig: Jeg er efterhånden overbevist om, at den sekscylindrede rækkemotor er Triumphs bedste. Claus' bil er oprindeligt engelsk, og dermed skulle motoren have været stort set magen til motoren i min gamle 2.5PI, herunder også med Lucas benzinindsprøjtning. På hans bil er dette dog erstattet med tre dobbelte Weber-karburatorer, og motoren også tunet en smule, så den skulle yde en anelse over 150 hestekræfter. I bund og grund mindede den mig dog stadig motoren fra min saloon, for den trak afsindigt godt og havde nøjagtigt det samme melodiske lydbillede, som jeg kender fra saloon-udgaven: Man kan ganske enkelt spille på den motor, for enhver justering af speederplaceringen frigiver en ny tone fra rækkesekseren - og alle tonerne er rene, klare og stærke. Claus' TR6 er forsynet med en dobbelt sportsudstødning, hvilket ikke gør lyden bedre som sådan, bare højere - det er sikkert under mange omstændigheder en god ting, og jeg nød det i hvert fald. Eneste malurt i bægeret var lidt nysen igennem karburatorerne ved lave omdrejninger, og det kan sikkert justeres væk. Det ændrede ikke ved, at jeg havde det brede smil på, da jeg trillede ind i garagen.
HLCs 156 2.5 SportWagon
Lørdag var en god dag, for der ventede yderligere en lækker motoroplevelse. Programmet denne dag omfattede også oplæring i den ædle kunst at polere en bil, hvor jeg skulle have et par ægte alfister på skolebænken. Selveste Alfista, der ellers ikke er kendt for at polere bil, kom med hans Alfa Romeo 159, og hans bonkammerat HLC (alfister kender hinanden ved deres brugernavn på CuoreSportivo, angiveligvis - skik følge eller land fly, så jeg bruger de samme navne hér) medbragte sin 156. Jeg har vist før nævnt, at netop Alfa Romeo 156 er en af de få moderne biler, som siger mig noget, hvilket primært skyldes dens karosserilinier: Der findes ikke en dårlig vinkel på den bil, og her 10 år efter dens debut er jeg stadig ikke træt af at se på den. HLCs var en stationcar (det kalder Alfa Romeo noget forvirrende en SportWagon), men selv dette har italienerne løst til perfektion - helhedsindtrykket er stadig af en dynamisk, sporty og elegant bil. At det så er sket på bekostning af pladsen er en anden sag, som i øvrigt ikke generer mig.
Og også i HLCs bil fortjener motoren separat omtale, for hans bil var udstyret med Alfa Romeos V6'er - den rigtige, ikke Opel-motoren. Denne motor er jo en rigtig klassiker, for den kom engang i slutningen af halvfjerdserne, og har siddet i forskellige Alfa'er i over tyve år. I 156'eren var den oftest på 2,5 liter, hvor den ydede omkring 190 hestekræfter. Men lyden, det var dén, der gjorde det for mig: HLCs bil blev naturligvis afsindigt flot efter en dags knofedt, og han var så glad, at jeg fik lov at køre bilen tilbage til Århus. Jeg har for år tilbage kørt en del kilometer i Alfistas tilsvarende 156 V6, og det var som at komme tilbage til en gammel ven - en følelse jeg aldrig før har oplevet med så nye biler. Som alle mulige andre moderne biler kører en 156 jo fremragende, måske endda bedre end så mange andre moderne biler.
Alfa Romeo fik ufatteligt lidt plads ud af SportWagon-designet, men det ser utroligt godt ud...
Men som en af de meget, meget få moderne, så har 156'eren oveni dette totalt udefinerbare - sjæl. Når så den gode gamle V6 kommer i denne bil, så får man en skøn blanding af gamle og nye dyder, som jeg næsten ikke kunne stå for. Selvom V6'eren i denne bil har fået 24 ventiler og er tunet til ret høj topydelse, så har den stadig et ret stærkt sekscylinder-moment fra lave omdrejninger. Så den er bestemt ikke hysterisk, og kan køres aldeles limousine-agtigt uden problemer. Men giv den omdrejninger, og den leverer varen prompte - og så bliver 156'eren til en meget hurtig bil. Og endnu engang må jeg konstatere, at det virkeligt tunge salgsargument for mig er lyden: Det er komplet irrationelt, men Alfa-V6'eren største force er motorlyden, som fra lige over tomgang antager tenor-karakter, og derefter har en enorm spændvidde over forskellige tonelejer - og det hele lyder skønt, rent og klart. Jeg har ganske enkelt ikke haft så god en køreoplevelse i nogen moderne bil i årevis, og må indrømme, at jeg overvejede, om det i virkeligheden var sådan én, jeg skulle supplere min klassikervognpark med. Ingen tvivl om at HLCs 156 V6 var et usædvanligt fint og velholdt eksemplar, men man kan faktisk få denne skønne pakke fra under 100.000 kroner - jeg ved det, for jeg gik fluks på Bilbasen.dk, da jeg kom hjem...
V6-motoren lyder ikke bare godt, den ser også godt ud
Det åbenlyse spørgsmål efter at have prøvet to så pragtfulde motorer er naturligvis: Hvilken er bedst? Svaret er naturligvis ligeså åbenlyst: Det er Alfa Romeos V6, for den er ganske enkelt mest effektiv, og får noget mere ud af sine 2,5 liter end Triumphs rækkesekser. Sådan skulle det også gerne være, når den ene er fra 1970, og den anden fra 2000. Men hvilken motor lyder bedst? Ja, det gør Triumphs sekser altså, for den mere fri indsugning og mindre restriktive udstødning giver simpelthen bedre muligheder for at nyde nuancerne i lydbilledet. Og der er altså også noget ved seks cylindre på række, som ikke er til at slå - det er en skøn og klassisk motorkonfiguration: Konceptet har ganske vist nogle ulemper ved meget høje omdrejninger, men til gengæld kan man nyde en turbineagtig lyd lige fra tomgang, hvor en V6 først spiller rigtigt op til fest i det høje register. Jeg er jo solgt til Triumphs sekser - men jeg vil heller ikke have noget imod at prøve at leve med Alfas sekser. Godt pladsen i garagen er taget!
Af Claus Ebberfeld
www.triumphracing-dk.blogspot.com
Claus Ebberfeld kører Triumph Spitfire, GT6 og 2.5PI,
men synes det er ok at blogge på CuoreSportivo.dk,
da de alle tre er designet af italienske Michelotti ;-)
Læs tidligere indlæg i bloggen HER
|
|
|
 |
|
 |
| |
|
