 |
|
 |
|
|
|
|
|
Mandag den 14. Jul 2008 - Nyheder fra CuoreSportivo.dk
|
|
|
|

Alfa Romeo MiTo er en ny, lille Alfa, som skal være det italienske bud på en fræk og sportslig livsstils-Mini. Til oktober får vi herhjemme fornøjelsen af en ny bil i det konkurrenceprægede B-segment, der tæller minibiler som Mazda 2 og Skoda Fabia.
Men hvor de nævnte biler er hverdagspraktikere, er Alfa Romeos nye MiTo en livsstilsbil, som bedst kan betegnes som en latino-version af den populære Mini - hvilket også understreges af, at priserne begynder ved hele 270.000 kr. Det lyder dyrt, men er dog væsentligt under Mini-priserne. Til de penge får man så også teknik og udstyr i GTI-klasse, for Alfa lægger ud med de dyre versioner i programmet, som har turbomaskiner med 120 heste i dieseludgave og 155 hk i benzinversion. Til næste år kommer der en række indgangsmodeller med svagere maskiner, som bringer startprisen ned. Det gælder i første omgang en 1,3 liters diesel med 90 hk samt en 120 hk version af T-Jet-benzinmotoren, der ligesom den 155 hestes er en forfinet udgave af 1,4 liters mekanikken i Fiat Bravo.
Eksklusivt design
MiTo låner en hel del designelementer fra den eksklusive Alfa 8C Competizione, som i italienernes opfattelse markerer et skifte i en mere vovet retning. Teknisk er MiTo dog bygget på den noget mere jordnære Fiat Grande Punto/Opel Corsa platform, og er derfor stort set lige så rummelig - og må forventes at være lige så sikker - som forlægget. Dog er det sportslige design i MiTo prioriteret højere end praktikken. Således kommer bilen kun med tre døre, og den er fem cm lavere og tre cm bredere end Grande Punto. Også interiøret skiller sig ud fra Fiat-fætterens - blandt andet med standard-læderrat og højere samlekvalitet.
Tre køreindstillinger
MiTo kommer til Danmark i to udstyrsniveauer, Progressive og Distinctive , hvor sidstnævnte kan opgraderes enten med Lusso- eller Sportivo-pakke (12.000 kr.) alt efter, om man er til komfort eller sport. Mængden af elektronisk udstyr understreger også Alfa's positionering af bilen. Således er MiTo som standard udstyret med elektronikpakken DNA, som giver føreren mulighed for at ændre opsætningen af motor, ESP-system, styretøj og speederrespons alt efter, om bilen skal opføre sig sportsligt, komfortabelt eller forsigtigt. Det fungerer, kunne vi konstatere under den internationale præsentation af bilen i Milano. Selv om bilen er lagt sportsligt an, er brændstoføkonomien også prioriteret i den nye bil, som går hhv. 15,4 og 20,8 km på en liter benzin eller diesel. Dieselen er i øvrigt Fiat-koncernens nye 1,6 liters biturbo-model, som præsterer et usædvanligt højt drejningsmoment på hele 320 Nm (Newtonmeter).
Næste år venter også en heftig GTA-version med 1,8 liters turbo-benzinmotor, der yder hele 230 hk.
Motor: 4-cylindret rækkemotor med turbo. 155 hk ved 5.500 o/min, 230 Nm ved 3.000 o/min.
Præstationer: 0-100 km/t 8,0 sek.
Topfart 215 km/t. Forbrug 15,4 km/l.
Dimensioner: L/B/H 406/172/144 cm.
Bagagerum: 270 liter.
Egenvægt 1.220 kg.
Pris: ca. 300.000 kr. inkl. udstyr.
Andre versioner: 1,6 JTD, 120 hk/320 Nm fra ca. 270.000 kr.
JP.dk
|
|
|
 |
|
 |
| |
|